 |
”En hær af krøblinger”
Hvem ellers end Birgitte Steffensen-Thomasen kunne finde på at skrive en bog med den titel? Jeg kendte hende som barn i den børnerige familie, og nu kommer vi i samme kirke, men jeg kendte hende ikke som dyb åndelig kristen.
Bogen er et stærkt modstykke til den forkvaklede ”Herlighedsteologi” – på jagt efter åndens kraft uden Åndens dybder. Hun omtaler da også Kristent Center i Herning, der havde arrangeret en storstilet kampagne under overskriften: ”Det bryder igennem!” med store badges og radioudsendelser domineret af Moses Hansen, der proklamerede Guds kærlighed. Den gang var KC en stor toneangivende menighed i Herning. Nu er der kun ruinerne tilbage. De store ord gjorde gudsriget til skamme.
BS-T vil noget helt andet med sin bog. På s.104 skriver hun: ”Vi kan ikke udelukkende prædike sukkersød pladder humanistisk kærlighed og konstant finde veje væk fra smerte, modgang og konsekvens. Så kommer vi på kollisionskurs med Gud selv.
Vi skræmmes let af de gammeltestamentlige beretninger. Er det ikke bare noget sludder. Nu lever vi da i Den nye Pagt! Ja, det gør vi, men Gud har ikke forandret sig! (s.111). Vi stivner i hovmod og stolthed. Bliver til hårdt, tørt ler, som ikke kan formes, men i stedet brækker i stykker (s.112)
Modsætningen til herlighedsteologien er ikke elendighedsteologien, men den åndelige vej til Guds dybder. Det er, hvad bogen handler om. For mig der har prædiket evangeliet i over 50 år, er der inspiration at hente til mange prædikener i denne bog.
Sproget er fascinerende: ”Gud elsker os så indædt, så ætsende, så gennemgribende, at hans smerte ved at se os flirte tåbeligt, letsindigt med synden og lade os vildlede har et gear, vi svært fatter!” (s.112)
Hun har ret, når hun skriver: ”Vore menigheder bæres ikke af gode ledere, bestyrelser eller udvalg. De bæres af de hellige, der søger ind gennem de snævre porte, hellige, der ydmygt bøjer sig, beder og trækker Guds Ånd ind i menigheden.” (s.45)
Alene kapitlet om ”Forandring og forvandling” burde være tvangslæsning for alle kristne. Her møder vi den ægte gamle vækkelses forkyndelse. (s.65)
På det varmeste kan jeg anbefale bogen til enhver kristen, der længes efter Guds dybder.
Hans Kristian Neerskov
Rating: [4 ud af 5 stjerner!] |
 |
|